ANBEFALINGER FRA HJERTET MED STOR KÆRLIGHED TIL SANDVIG OG BORNHOLM
ANBEFALINGER FRA HJERTET MED STOR KÆRLIGHED TIL SANDVIG OG BORNHOLM
Sandvig havn er fantastisk at bade i, og klart vores eget yndlingssted - her er om de kolde måneder mulighed for at købe adgang til saunaen og om sommeren hænger man ud dagen lang. Spring på hovedet i havnen eller nyd varmen op ad 'væggen' langs ydermolen kun 300 meter fra huset.
Sandstranden i Sandvig er kun 200 meter fra VILLA SANDVIG, og der er TRYG´s livreddere på vagt hele badesæsonen.
Næs strand i Allinge er også god for en tur i bølgen.
I Vang ligger Vang Pier hvor der er mulighed for udspring fra 1 - 2 og 3 meter vipper. Tæt ved det flotte stenbrud og det er turen værd, hvis I elsker hav og udspring.
Der er mange gode steder tæt på og i lokalområdet vi kan anbefale og hvor vi selv elsker at komme:
Kokkenberg lige oppe ad gaden i Nygade 7. Restaurant med fantastisk stemning fra det søde værtspar Vibe og Niels, med god hjemmelavet mad til rimelige priser. Kæmpe anbefaling og skønne omgivelser i deres netop istandsatte restaurant.
Kalas Bornholm er et af vores absolutte yndlingssteder. Den skønne familie med Christina og Christian i spidsen laver noget af den bedste is, vi kender – og det samme gælder kaffen og bagværket. Selv når køen er lang, er der ingen grund til at fortvivle: de smilende, effektive medarbejdere får den hurtigt afviklet i et tempo, der stadig giver tid til at vælge dagens is.
Mens du venter, kan du slå et smut forbi Mamrelunds bod med friske grøntsager, hjemmesylt og smukke buketter.
Kalas byder desuden på en af områdets flotteste udsigter og en skøn terrasse helt ned til vandet. Foran klipperne ligger et lille strandstykke, hvor man kan finde slebet glas – perfekte, små ferieminder.
Isfavoritterne her i Villa Sandvig – og dem du bør prøve – er blandt andet: sorbet med kirsebær og chokolade, kardemomme, æble/basilikum, granatæble, lakrids, citron, agurk/basilikum og koldskål – samt mange flere.
Deres affogato samt udvalg af øl og vin kan også varmt anbefales.
I Tejn finder du desuden Isværket, som også er en del af Kalas-familien.
Sandbogaard som ligger lige overfor os på Landemærket, har dejlig morgenmad i hyggelige omgivelser og flere forskellige arrangementer og pop-ups henover sommeren.
Basta Pizza som efterhånden har et par år på bagen i Sandvig, rykker i år ind i den gamle Promenade Kiosk (3 min fra VILLA SANDVIG) og laver efter vores mening øens bedste pizzaer, spis dem dernede, tag dem med hjem i gården, på altanen eller tag dem med til havnen til en aftendukkert (husk at rydde op efter jer selv bagefter). Pizzaen med pære skal prøves!
På Langebjerg lige oppe på Langebjergvej kan man hente hjemmebagte boller mv. i brødlugen, hvis man vil have 'hurtig' brød til morgenmaden, og hvis man ikke vil tage turen til Tejn, hvor de uforlignelige brødre fra Vesterbro driver bageriet Brødre, hvor du kan få bagværk (gode surdejsbrød, rugbrød, croissanter, citronkager, sandwich mv.) og pizzaer så englene synger. I kan enten tage det med hjem eller spise det inde i eller i gården ved bageriet.
Strandhotellet Sandvig er også et skønt sted til mad og kaffe mv. Det drives af Pia og Kasper, som udover at servere dejlig mad bl.a. pizza i 'Rosé-haven' eller inden i salen, løbende laver arrangementer henover sommeren/året.
Nordlandet skal absolut også have en anbefaling med. Her går man aldrig galt i byen med udsigt, mad eller drikke - book i forvejen. I 'kælderen' under Nordlandet ligger Underbar med skøn udsigt, drinks og mindre retter.
Er I til fisk og røgerier vil vi anbefale at hente fisk mv. eller gå om bord i fiskebuffeten på Nordbornholms Røgeri eller tage en enkelt veltilberedt servering på Årsdale Røgeri.
I Tejn er der gode øl hos Penyllan Brewery (og nogle gange har de pop-up frokoster og lige ved siden af ligger Smedjen i Tejn med mad og aktiviteter.
Lige om lidt slår Albi's Sandvig dørene op for deres nyrenoverede sted, bare få skridt længere oppe af Nygade - og hvis de laver ligeså gode kager som i Hornbæk, så klager vi ikke.
Skal I give den virkelig gas på den Bornholmske madscene så besøg Kadeau på den anden side af øen, der bliver man ikke skuffet.
Den gamle gæstgivergård i Allinge - Gæstgiveren - som drives af Malene og Henrik fra Ingolfs Kaffebar på Amager (hvor vi selv kommer fra) er stedet vi aldrig misser om sommeren. Vi har så mange minder fra det sted. Der er koncerter hele sommeren (i alle uger i skolernes sommerferie) og det er en god ídé, at være i god tid med at købe billetter til deres sommer koncenter - der store navne næsten hver dag. Hør evt. i døren om der er ekstrabilletter (det er der tit) hvis I ikke har fået købt i tide. De serverer skøn mad så overvej at købe madbilletter sammen med koncertbilletten, og spis ved langborde i deres skønne 'have'.
Er I til vandreture i naturen så er et absolut must Hammerknuden rundt - hvor I tager den fra huset og ned langs Sandlinien og forbi campingpladsen, hvor man får et kig indover Sandvig og herfra går man en hyggelig gåtur på ca 5 km forbi Hammerfyret, langs vandet samt op og ned klipperne. Man ender ved Hammerhavnen hvor man kan købe en de bedste sandwich, en is eller en forfriskning. Hvis det er om sommeren - så pluk en buket, der er masser af vaser i huset.
På gåturen kommer I også forbi Opalsøen og kan tage et spring i vandet fra 8 meters højde, hvis man tør eller tage tovbanen henover Opalsøen - se turen i folderen nederst på siden.
Der er flere vandreruter på Nordbornholm. Se guide på Naturstyrelsens hjemmeside her
Hver tirsdag hele sommeren er der fra eftermiddag til hen på aftenen Tirsdagsmarked langs Strandpromenaden - her er der masser mulighed for at købe div ting og sager, bl.a. kan I anbefales at besøge Mogens Myhre i hans 'vogn' hvor han sælger drejet træskåle, skærebræt mv. Samt være heldig at keramikeren Lotte Mølgård har en bod og sælger fine ting, hvis hun holder ferie på Bornholm når I er der. Du finder sikkert også Mona der bl.a. gør sig i Bornholmske relieffer og keramik fra en svunden tid, eller Jytte der sælger krystaller og smykker eller en af de andre kræmmere der sælger gode ting og sager eller sender et Bornholms figentræ i jeres retning. Afsted med jer, og når I det ikke så er der også muligheden om onsdagen i Allinge hvor der er Onsdagsmarked på havnen om formiddagen, og her er træmanden Mogens også at finde.
Er I til lopper og genbrugsfund, så er det heldigt da Bornholm har masser af genbrugsbutikker, hvor bl.a. nogle af tingene i VILLA SANDVIG er købt. Her kommer bare nogle af vores ynglings: Klunserkongen i Nexø, LUMI Genbrug også i Nexø (obs på åbningstiderne), KlasSIK Loppen i Svaneke (obs på åbningstiderne), Klemensker Genbrug, Hasle Genbrug, IM Genbrug i Rønne, Kirkens Korshær i Åkirkeby (her ligger også en del andre). Hver lørdag formiddag er der sommeren igennem Kræmmermarked i Snogebæk, det er også turen værd. I starten af maj 2026 åbner der et nyt sted i Olsker ikke langt fra huset - vi glæder os Retro Riget.
Minigolf skal spilles helt lokalt i Sandvig lige her hos Sandvig Minigolf.
Bornholms Brandpark inde midt i Almindingen er absolut en aktivitet der skal prøves hvis man ikke ved hvad man skal lave tirsdag aften kl. 18 - der skal med nemlig tage tæppet og spillelysten med til Travløb.
For andre forslag til lokale aktiviteter se bl.a. her. og husk at tage 'Denne uges Bornholm' og årets Bornholmer blad med fra færgen, hvor der er masser at læse om ugens og øens aktiviteter. Sidstnævnte er lavet af ejerne af Syd-Øst for Paradis i Svaneke som bestemt også er et besøg værd til en dag ved stranden (her er udspringsvippe og beachvolley), eller bare til en kaffe og/eller en frokost ved vandet - værterne laver også koncenter sommeren igennem med skiftende kunstnere.
Keramik og andet kunsthåndværk findes overalt på øen, her er det en liste til nogle fine af slagsen: Strana Keramik i Svaneke, Bornholms Keramikfabrik i Nexø, Lov i Listed m. fl.
Er I til fisketure og bådfart, så er der nogle skippere i havnene der tilbyder fisketure. Laks fanger man bedst i de kolde måneder og er således ikke mulig at fange om sommeren. I sommermånederne kan man fange sild, Lange og måske Helleflynder. Find en kutter i Allinge havn og tal med skipperen.
I Hammerhavnen er det muligt at tage en tur langs klipperne med de mindre træbåde og ind i og langs de mange 'ovne' og særlige formationer langs klippekysten.
Folder fra Naturfredningsforeningen